Fin anmeldelse af koncerten i Aarhus

Så er koncerterne på jazzfestivalerne i København og Aarhus ovre, og det har været en stor fornøjelse at spille.

Claus Strøm fra jazzfest.dk beskrev bl.a. koncerten således:

“…Da musikken begynder, hører man straks, at dette er seriøs kompositionsmusik. Ikke den kedelige slags, som kan virke fortænkt og overdrevet intellektuel, men en god blanding af rytmiske og klassiske elementer. Især de klassiske elementer understreges af besætningen, der inkluderer cello, spillet af Ida Nørholm og et enkelt indfald af tværfløjte leveret af Niels Lyhne Løkkegaad. Det første nummer hedder “Das Kleine Rote”, og man lægger straks mærke til, at Signe Bisgaard fungerer som dirrigent og komponist. Hun spiller også på klaveret, men det hverken overdøver eller spiller på musklerne i forhold til de andre instrumenter. Instrumenterne falder ind og ud mellem hinanden og især trommer og bas veksler i deres roller mellem at være støttende og selv have karakteriske indfald.” 

“…I det hele taget var det lidt svært at sætte musikken i bås. Den var altfavnende. Der var godt nok ikke tale om hardbop, men ellers var nærmest alle sider af det musikalske spekter inkluderet, og det gav en god oplevelse i det lille studie, hvor lyden var fænomenal, og man sad i øjenhøjde med musikerne.” 

Hele anmeldelsen kan læses her:

http://www.jazzfest.dk/?a=read_news&lang=&s=concerts&aid=655